Sådan motiverer du børn til oprydning

oprydning-boern

Spørgsmål:

Spørgsmål om hvordan man motiverer børn til oprydning?

Hej Siv.
Hvordan motiveres børn til oprydning? Jeg synes at jeg har prøvet alt efterhånden- anerkender dem i at det kan være uoverskueligt, tage dem i hånden og siger at vi hjælper hinanden, prøver at gøre det til en leg – men tit får jeg bare et nej tak – det gider vi ikke! Og så ender det med en trussel om at fjerne legetøj eller slukke iPad og så sker der noget 😏😏😏

SVAR FRA FAMiLiepædagogen

Ovenstående spørgsmål om brn og oprydning har jeg fået af en mor. Det er tydeligt, at denne mor allerede kender til de pædagogiske tilgange, jeg normalt vil foreslå. Derfor drejer mit svar sig mod andre perspektiver.

Først og fremmest vil jeg foreslå, at du i en periode sætter ambitionen ned for oprydning og inddragelse. Brug lidt tid på at mærke ind i, for hvis skyld det er, at der skal ryddes op?

Når noget vi gør udmatter os, gør os sure og frustrerede, så må vi gerne ændre strategi og sætte vores ambitioner på pause, for at få skabt plads til nye ideer, tanker og overskud.

Omkring oprydning og ordentlighed, kan der ligge tidligere lagrede erfaringer, som kan være gavnlige at få øje på og få justeret, så de matcher netop jeres familieliv.

Dermed ikke sagt at oprydning og inddragelse er en dårlig ide. For selvfølgelig skal der ryddes op, men det er gavnligt at mærke ind i, hvilke tanker der kommer, når dine børn siger nej tak til oprydning.

Tanker der eksempelvis kan komme:

  • Det kan de ikke være bekendt, kan de ikke se alt det jeg gør?
  • Ej, hvor pinligt, jeg har ikke opdraget mine børn godt nok.
  • Jeg synes det er vigtigt at mine børn hjælper til.
  • Hvad nu, hvis de aldrig vil hjælpe til.
  • Jeg føler mig afvist og alene.
  • Jeg føler mig taget for give.
  • Ej, hvis mine børn slipper for oprydning, så er jeg sådan en slap forælder, der ikke kan sætte mine grænser.

Disse tanker, kan give dig en forståelse for, hvor dine frustrationer stammer fra.

Du kan med fordel øve dig i at sætte ord på dine behov. “Jeg kan mærke, at jeg trænger til, at der bliver ryddet op”.

Du viser dine børn, at du passer godt på dig selv, ved at vise dig selv omsorg og respekt for egne grænser. Tag selv teten og ryd det op du har brug for.

Her går du forrest, ryd op som du synes det skal gøres og inviter til at børnene giver en hånd med.

“X, jeg vil gerne være sammen med dig omkring oprydningen”.

Tal til dine børn, som om det er det mest naturlige, at de selvfølgelig rydder op og hjælper til. Ikke så mange spørgsmål. “Jeg sætter lige tallerknerne her, så kan I sætter dem over på bordet”. Resten sætter du på bordet og forhåbentlig på et tidspunkt bliver det naturligt for børnene at hjælpe til. Det er et langt slid lige nu og dit hårde arbejde, giver først afkast om mange år.

 

Med fordel kan du sætte rammen og sætte ord på dine forventninger: “I må gerne rydde ud og lege en masse, men når I er færdige, så vil jeg have, at vi hjælper hinanden med at rydde op”. Så kender børnene præmissen og du kan nemmere henvise til, at det var aftalen.

Jeg forstår sagtens din brug af trusler og gulerod. Det kan du godt anvende i doserede bevidste mængder.

Straf og belønning bliver bare vanskeligt på sigt, da der skal mere til og ydrestyret adfærdsregulering desværre ikke er bæredygtigt på den lange bane, da det ikke understøtter børns selvstændige og naturlige udvikling, men nogle dage skal vi bare overleve og så må forældre bruge det de ved virker.  

I forhold til oprydning på børnenes værelser, så oplever jeg, at mange børn enormt gerne vil lege på deres værelser, når der er ryddet op. Men processen kan være uoverskuelig for dem. De aftner hvor ungerne er mest trætte, kan du sige: “I dag laver vi bare en sti”.

Hvis mine egne børn ikke orker at rydde op, så har jeg indimellem sagt: “Nu rydder vi op, dem der ikke vil hjælpe, finder et andet sted at lege”.

Behovet er mit, men så ved mine børn at jeg ikke er tilgængelig pt. Har de behov eller andet så klarer vi det bagefter.

Gør dig eksempelvis bevidst omkring en lille ting, du synes er vigtig og brug krudt på den.

Ingen magtkampe pt, bare vis et godt eksempel og tag ansvar for dit behov for oprydning, men vær samtidig bevidst omkring, at dine standarter skal matcher virkeligheden og hele familien.

Denne tilgang plus alle dine i forvejen fantastiske tilgange og det mentale arbejde med at bevidstgøre dine tanker og behov, så tror jeg, at du vil mærke en forskel de næste par måneder.

Rigtig god fornøjelse 😊

Siv Fuglsang